Kommunikation der flytter magt

Kommunikation der flytter magt

TANKER

NÅR BRANDMANDEN ER BRANDSTIFTER
07.10.2009

En af de største tv-succeser på amerikansk tv de seneste år er serien Dexter. Serien roterer om retsmedicineren Dexter, der finder frem til seriemordere når han er på arbejde og selv er seriemorder i sin fritid.

Som bekendt har alle seriemordere en modus - et ritual de følger ved alle deres mord. Dexter slår kun andre mordere ihjel. Klassisk amerikansk dilemma: Hvordan kan man hellige sit liv til at sætte mordere bag tremmer, når man samtidig selv er morder?

Et lignende dilemma er lige nu højaktuelt i dansk politik, om end de liv, som er på spil her, enten er politiske – eller i yderste konsekvens, de udstationerede danske soldaters.

Baggrunden er den såkaldte Jæger-bog, der har bragt både Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen i dyb krise.

Under normale omstændigheder ville det betyde, at spindoktorer og andre involverede kommunikationsfolk arbejdede på højtryk med kommunikationen omkring krisen, og med at begrænse skaderne – eksempelvis i forhold til kontakt med medierne. Men her træder dilemmaet Dexter ind på scenen - for de personer, der skulle have håndteret kommunikationen, er selv skyld i krisen. De brandmænd, der skulle have begrænset ilden og til sidst slukket den, har selv strøget tændstikkerne og sat gang i bålet.

En af de primære forudsætninger for at kunne håndtere en kommunikationskrise er, at man reagerer hurtigt. Som den amerikanske general Norman Schwarzkopf udtrykker det: ”Take control. When in control, take charge.”

Men det er svært at kontrollere en krise, man selv har katalyseret. Chefen for IT-afdelingen i Forsvarskommandoen, Jesper Britze, oversatte Jæger-bogen til arabisk, Forsvarskommandoens kommunikationschef, Lars Sønderskov, sendte den forfalskede oversættelse til B.T. og forsvarsministerens spindoktor, Jacob Winther, sendte samme ubehjælpsomme oversættelse videre til DR. Trip, trap, træsko – alle Tordenskjolds kommunikations-soldater lige ned i suppedasen.

Da den ”arabiske” version bliver lækket til B.T. var krigslykken ellers med Forsvaret i medierne, hvor Politiken mere og mere begyndte at ligne taberen. Så måske var det håbet om at kunne sætte det sidste afgørende slag ind, som fik Forsvaret til at affyre nyere kommunikationshistories svar på Hovsa-missilet.

Og her bliver historien først rigtigt paradoksal. For oprindeligt stod kampen jo mellem Forsvaret, der hævdede at spredningen af Jæger-bogen var en trussel mod rigets sikkerhed, og Politiken, som hævdede at Forsvaret var hysterisk og blot forsøgte at kontrollere al information. Men både oversættelsen og distributionen af den oversatte version beviser jo, at det bogstaveligt talt var vigtigere for Forsvaret at få ret end at få fred – og dermed begrænse spredningen af bogen.

Triumfen ved at kunne sige ”hvad sagde vi!”, oversteg altså her den trussel mod rigets sikkerhed, som en bredt distribueret version af en arabisk udgave ville udgøre. Dermed skulle Politikens billede af et forsvar, som selv vil styre alle informationer være banket på plads, mens kommunikationschefen afsikrer, tager ladegreb og affyrer mod egen fod.

Lige netop på den baggrund må man også tilstå både Forsvarskommandoen og ministeriet, at de virkelig ikke har haft optimale forhold for at løse krisen. For hvad kan man gøre, når en mediekrise opstår præcist på grund af de personer, der normalt har til opgave at navigere ud af det journalistiske stormvejr?

Svaret er måske, at man er prisgivet den individuelle præstation, præcist som et hvert andet hold, der ikke spiller ordentligt sammen. Hvis de ansvarlige for både oversættelse og distribution selv var kravlet op i guillotinen, så kunne krisen måske være blevet mindre. Foreløbigt har krisen alligevel kostet både dem og forsvarschefen hovedet, og mon ikke flere andre af de ansvarlige i forsvarets top, i fremtiden kan friste en tilværelse som nøglepersonel på kongerigets militærbaser i Østgrønland?

For når en krise udvikler sig ukontrolleret, er den sidste løsning ofte, at den øverste ansvarlige smider kortene og trækker en ny hånd.

Men når udrensningen er overstået, så er historien her også en løftet gloriepudsende pegefinger til alle kommunikationsfolk om at huske integriteten i deres arbejde. For selvom man kæmper en ærlig kamp for at begrænse de skader, som en krise kan tilføje ens arbejdsgiver, så er selve krisehåndteringen også nødt til at være indenfor spillereglerne. Ellers så er risikoen, at man selv bliver en del af den brand, man forsøger at slukke.

Lasse Meldgaard Bloch