Geelmuyden.Kiese

TANKER

MANY VOICES, NO FOOD
16.10.2007

I forrige uge var jeg og familien på rundrejse i tre af Europas fattigste lande, Moldova, Transnistrien og Ukraine. Den store fattigdomsrejse tilbage i tid. Moldova er som Norge i førkrigstiden.

På overfladen en fredelig rejse gennem uendelig jordbrugslandskaber, en ged per ko, med smukke bygninger med tung patina eller fuldkommen forsømte (eftersom man ser det), forhistoriske hestevogne gemt inde i sorte skyer af sundhedsskadelig Nox. Under overfladen står disse lande midt i mellem øst og vest og mellem religioner, og kæmper med at finde sig selv. En gammel oberst i hæren kommenterede valget i Ukraine sådan: Before no voice, but much food, now no food, many voices. Hvad skal vi med valg og stemmer når vi sulter?

Korruptionen florerer, politiet – selve rygraden i et civiliseret samfund, er værst. Over alt langs vejene stod politifolkene opstillet; bare for at hale penge ud af fattige mennesker. Det kostede 25 kroner at slippe af med politiet, som sikkert svarer til flere tusinde kroner for de lokale vejfarere.

Politikere i denne region synes at have andre agendaer end nødvendigvis at løse folks problemer. Orangerevolutionen fremstår ikke som et fyrtårn for reformer for udviklingen af velfærdssamfundet, det er en magtkamp mellem kendte størrelser med forskellige former for tilknytning til gammelkommunisme og mafia. Moldova er mere sympatisk, Europas sidste kommuniststyre, men med en pragmatisk agenda. De ønsker sig mere mad og EU.

Den største mangelvare med dette ur-Øst-Europa er alligevel ikke brød. Det er en fri presse. En kritisk presse som slår ned på korrupte politimænd. Der er ingen journalister som retter kritiske søgelys mod oligarker og pengebaroner, som putter sugerør i statskassen og beriger sig ulovligt. Etårs-dagen for drabet på den russiske journalist Anna Polenskaja markeredes for nyligt. Næste Nobel- eller Rafto-pris bør gå til en modig journalist i regionen. Men det haster med at få prisen overrakt; mennesker som retter kritisk søgelys mod magteliten, lever et farligt liv.

Erfaringen fra en spændende rejse til Øst-Europa er, at en fri og uafhængig presse måske er lige så vigtig som udviklingsarbejde for disse lande. GKs mantra et åbnere samfund burde ridses ind i stentavler for alle gammelkommunister, som lader som om de er demokrater og vil det bedste for folk flest.

Gunnar Mathisen