Geelmuyden.Kiese

TANKER

GRÆNSELØST HYKLERI
06.06.2007

”Levér din gule trøje tilbage!”, råbte tabloid-avisernes spisesedler, efter den danske vinder af Tour de France i 1996, Bjarne Riis, havde offentliggjort, at han havde taget doping for at komme til tops på sejrsskamlen på Champs Elysées. Der var ingen grænser for vreden. Den danske Kulturminister krævede, at Riis skulle fjernes fra den danske idrætskanon, som ellers netop var blevet besluttet af en gruppe af eksperter udvalgt af selv samme minister. Internationale aviser gav forargelsen fuldt gas – og i Danmark var medier og diverse kommentatorer især vrede over løgnen.

For Bjarne Riis havde gjort det eneste, man for alvor ikke må for medierne. Han havde gjort sig skyldig i den beviselige løgn. Medierne er ikke så optaget af substansen i sagen, at det gør noget. Men de er meget optaget af, hvordan processen og kommunikationen om sagen har været håndteret af de centrale aktører. Eller det vil sige: de centrale aktører, som det er let at ramme. For hvis det bliver for besværligt, så bliver den store mediejagt heller ikke rigtigt til noget.

Mest kniber det med at rette kritikken indad for medierne. De er i deres eget univers blot iagttagere og bærer derfor hverken ansvar eller skyld. I min bog har medierne ellers selv et kæmpe medansvar for den løgn, som de nu kritiserer. Da Bjarne Riis vandt, var der ingen, der skrev om doping. Her var medierne først og fremmest optaget af Ørnen fra Hernings succes i kampen for at sælge flere aviser og skaffe flere seere og lyttere.

Og i de efterfølgende år, hvor hold på hold og rytter på rytter blev afsløret i at have taget ulovlige medikamenter, der var der stadig i hovedtræk ingen danske medier, der for alvor stillede spørgsmålstegn til Riis sejr og hvorvidt, at han havde været dopet. I 1996 kørte Festina-holdets ryttere som motorcykler op ad bjergene. Men Bjarne Riis satte dem til vægs. Inderst inde har de fleste oplyste mennesker, der gad tænke over det, regnet ud, at der var doping med i spillet hos alle parter, og at konkurrencen i sidste ende derfor egentlig var meget lige. Der var vel ikke en rytter i top 50, der ikke var dopet. Og i dag er det bevist, at ca. 75 % af top 20 i datidens klassement har været indblandet konkret i doping.

Derfor er det også bare grænseløst hykleri, når de selv samme medier kræver den gule trøje leveret tilbage. Skal de samme medier så levere pengene tilbage til læserne m.m.? Eliteunderholdning – som cykelsport – er ikke sundt og opbyggeligt. Det er ekstrem underholdning, hvor man presser den menneskelige ydeevne til det yderste. Vi vil se det og vi vil have det. Og derfor leverer medierne det hver dag. Ukritisk og med stor fryd. Så drop hykleriet, når den enkelte sportsmand står frem og fortæller sandheden, som vi alle sammen inderst inde godt udmærket kender.

Medierne giver den i disse sager som den magtkritiske vagthund. Men det er en temmelig tandløs vagthund, der blot kaster sig over det absolut svageste dyr i flokken. Riis har løget, skreg medierne. Ja, det havde Riis, og det må man sgu ikke. Men af de løgne, der kommer ud i verdenen, der er det sgu i småtingsafdelingen – og som nævnt tvivler jeg på, at denne løgn for alvor har ført nogen bag lyset, som ikke selv ønskede at blive det.

Medierne er eksperter i at slå ned på den lille løgn. Har Riis ikke talt sandt om doping! Har Khader ikke fortalt præcist, hvor han så billedet af Gerner med tørklæde! Eller har en Finansminister sovet i det forkerte hus på det forkerte tidspunkt! Så er medierne der som et søm. Men når det handler om at afdække den egentlige magt, og den store løgn, så bliver det sjældent rigtigt til noget, fordi det er for besværligt. Da Irak-krigen gik i gang på et falsk grundlag, der var der meget få medier, der tog alvorligt fat i det. Den slags store løgne sætter sjældent gang i en menneskejagt. Når der er tortur i Abu Graib, så ser vi billederne af de enkelte soldater og hører om forfærdelighederne, men vi hører ikke meget om, at Bush-regeringen sådan set aktivt har stået bag ved at opfordre til og tillade tortur.

Man må ikke lyve, og medierne skal være kritiske over for magten og løgnen. Men det er bedst, når de gør det med værdighed og stålsat vilje til at afdække de store løgne, og fordægt magtudøvelse i det skjulte, som undergraver demokratiet og fører offentligheden bag lyset. De gør det værst, når de i sagen om Riis’ doping udelukkende blæser en storm op, der ikke kan bære, hvor medierne ikke reflektere over eget ansvar. Så er det ikke god journalistik. Så er det bare grænseløst hykleri.

Peter Goll